Afslutningsugen
Formål
Formålet med afslutningsugen er, at eleverne får taget ordentlig afsked med hinanden og skolens personale.
Som en del af aktiviteterne pakkes der sammen og skolen gøres rent under grundig instruktion fra praktisk personale og lærere.
Indhold
Den første del af programmet i afslutningsugen er at eleverne får afleveret bøger, pakket deres ting sammen og gjort rent på både værelser og fællesområder.
Derefter tager vi på afslutningstur, hvor vi gennem en række aktiviteter skaber en stemning, der betyder, at eleverne kan tage ordentlig afsked med hinanden.
Afslutningsturen er med en eller flere overnatninger og gerne under lidt primitive former. Vi ønsker til det sidste, at udfordre eleverne og byde dem muligheder for at indgå aktivt i et forpligtende fællesskab.
Ugen sluttes af med en afskedsmiddag, hvor det vægtes at alle lærere er til stede samt en afsluttende revy med såvel elev som lærerindslag. Sidste på aftenen er der tradition for at gå fakkeloptog.
Den sidste dag er forældrene inviteret og den sidste gymnastikopvisning laves, der holdes taler og synges sange inden den sidste afsked.
Slutmål
Et godt afslutningsforløb er et smukt punktum på et efterskoleophold.
Målet er at elever og skolens øvrige personale får rundet af i forhold til de mange uger, vi har tilbragt sammen.