Formålet
Formålet med undervisningen i dansk er at fremme elevernes oplevelse af sproget som en kilde til udvikling af personlig og kulturel identitet, der bygger på æstetisk, etisk og historisk forståelse.
Undervisningen skal fremme elevernes lyst til at bruge sproget personligt og alsidigt i samspil med andre. Eleverne skal styrke deres bevidsthed om sproget og udvikle en åben og analytisk indstilling til deres egen tids og andre perioders udtryksformer. De skal opnå udtryks- og læseglæde og øge deres indlevelse i litteratur og fiktion.
BGI har en gymnasieforberedende profil, der betyder at elverne tilegner sig læringsstrategier som anvendes på de gymnasiale uddannelser. Dermed skal det faglige niveau stå mål med de krav, der stilles i Folkeskolens fælles mål – 03.
Indhold
Undervisningen i dansk indeholder bl.a.:
- Ældre og nyere skønlitterære tekster, herunder romaner, noveller mm.
- Anden fiktion: kortfilm, spillefilm, musikvideoer mm.
- Sagtekster: Artikler, reklamer, kampagner, erindringer, biografier mm.
- Faktion: Dokumentarudsendelser mm.
- Litterære perioder.
- Tematisk tilgang til danskfaglige emner (ekstremsport, ensomhed, kærlighed, liv-død osv.)
- Grammatik, herunder sætningsopbygning og retstavning.
- Billeder, billedkunst og illustrationer.
- Elevernes egne og fælles mundtlige fremlæggelser.
- Elevernes egne og fælles skriftlige tekster.
- Norsk og svensk litteratur og medieproduktioner.
Fremstillingsformer
Vi arbejder med at fremme elevernes evne til at:
- Udforske og benytte sproget gennem dialog og diskussion.
- Argumentere, dokumentere og begrunde.
- Præsentere en længere mundtlig fremstilling.
- Anvende sproglig fantasi, variation, præcision og korrekthed.
- Beherske skriftsproget i forskellige genrer.
- Udvikle hensigtsmæssige arbejdsvaner og strategier indenfor studieteknik, herunder notatteknik.
Tilrettelæggelse.
Undervisningen i dansk er målrettet de gymnasiale uddannelser, hvilket vil sige at vi i vores tilrettelæggelse af undervisningen vægter projektarbejdsformen, elevernes selvstændighed og abstraktionsniveau, samt forsøger at forberede eleverne til et videre studie gennem arbejdet med et studieteknisk kompendium.
Undervisningen er obligatorisk og afvikles gennem 3 ugentlige lektioner af 90 minutter.
Slutmål
Undervisningen i dansk skal lede frem mod de i ”Fælles Mål” fastsatte slutmål efter 9. & 10. klasse inden for det talte sprog, det skrevne sprog – læse & skrive samt sprog, litteratur og kommunikation.