Kostskolepædagogik

Husgrupper

 
Eleverne er organiseret i 27 husgrupper, hvortil der er knyttet en fast huslærer, der har det overordnede ansvar for at den enkelte elev fungerer socialt, og at eleverne i huset fungere i et godt samspil med hinanden.
 
Formålet med husgruppen er at den opleves som en base, hvor man har en særlig tilknytning og samhørighed og dermed også et særligt ansvar. Desuden vil den enkelte elev gennem huslæreren få en fast kontaktperson, der desuden fungerer som bindeled til hjemmet.
 
Gennem ugentlige husmøder og en husgruppetur styrkes husgruppens sociale netværk, og det tilstræbes at eleverne gennem oplevelser med hinanden styrker fællesskabet.
 
Husgruppen er desuden det sted, hvor man skal have tingene til at fungere i praksis i et bofællesskab, og hvor det er vigtigt at eleverne får en fælles forståelse for hinandens forskellighed og lærer at tage hensyn til hinanden.
 
På BGI bor eleverne i blandede huse.
 
Eleverne kan færdes frit blandt hinanden med undtagelse af rengøringstiden, stilletimen og efter klokken 21.45.
  
 
Elevmedbestemmelse
 
Formålet med fællesrådet er at synliggøre for eleverne, hvorledes den demokratiske proces fungerer og give eleverne et medansvar for at efterskolelivet på BGI fungerer.
 
Fællesrådet er sammensat af en repræsentant fra hvert hus, der gennem dette forum kan bringe punkter videre til diskussion i personalerådet eller på afholdte fællesmøder, hvor alle elever og lærere deltager. Det kan også være fællesrådets opgave at være initiativtager i forbindelse med forskellige elevarrangementer.
 
 
Hverdagsaftner
 
Aftnerne er elevernes frie tid, og det er vigtigt at den opleves som sådan. Det er tiden til uforpligtende samvær, aktiviteter og lektielæsning.
 
Eleverne skal motiveres til at være aktive i deres frie tid og bruge skolens faciliteter så meget som muligt. Aktiviteterne kan være både elev- og lærerstyret. Det er nødvendigt, at der hver aften er lærerstyrede aktiviteter, så eleverne oplever skolen som et aktivt og dynamisk sted, idet dette motivere den enkelte elev og holdet som sådan til at yde en indsats for at få et aktivt efterskoleliv.
 
Det er vigtigt vi i vores udbud af aktiviteter tilgodeser mangfoldigheden og ”det hele menneske”.
 
Der vil med passende mellemrum være obligatoriske arrangementer, hvor hele holdet er samlet om en aktivitet.
 
 
Weekender
 
Vi arbejder med flere former for weekends:
 
  • Almindelige weekends
  • Aktivitetsweekends
  • Linieweekends
 
 
Weekenderne skal være en blanding af fritid og aktiviteter. I de almindelige weekends vil det i høj grad være nærområdet, der skal bruges til afvikling af aktiviteter. Det kan f.eks være ture i svømmehallen, skovtur, strandtur ect.
Der gøres ekstra ud af hygge omkring måltiderne.
 
I aktivitetsweekenderne er det en eller flere husgrupper, der tilrettelægger weekendens program. Der er både økonomiske og personalemæssige ressourcer til at lave lidt ekstra. Der lægges vægt på at eleverne er motiveret for og føler et ansvar i forhold til at lave et godt arrangement for kammeraterne. Det er obligatorisk for huseleverne at være der i den weekend husarrangementet afvikles.
 
I Linieweekenderne vil der blive arrangeret aktiviteter/kampe/stævner inden for 2 af vores idrætslinier: fodbold og håndbold. Arrangementerne vil være en naturlig forlængelse af den daglige undervisning, hvor der vil blive lagt vægt på, at vores elever også har mulighed for at komme ud og møde andre unge inden for deres idræt. Det er obligatorisk for idrætslinieeleverne at være der i den pågældende weekend.
 
Da vi er en 7-døgnsskole, vægter vi at weekenderne er en naturlig del af et efterskoleophold, og at det blandt andet er i weekenderne nogle af de væsentlige efterskoleoplevelser opstår.
 
 
Ekskursioner
 
Vi har 2 udlandsture i løbet af året samt en række ekskursioner – primært i forbindelse med vores samarbejde med de øvrige efterskoler i Vejle Regionen.
 
Formålet med vores tur til Ardéche er at give eleverne en oplevelse, der fremmer fællesskabet og samhørigheden. Turen ligger i september måned, og er derfor en vigtig del af elevernes mulighed for at indgå i sociale sammenhænge på tværs af de dagligdags grupperinger. Gennem aktiviteter som vandring, kanosejlads og øvrig fysisk udfoldelse ønsker vi at fremme elevernes forståelse for at færdes i naturen. Turen bruges også til at give eleverne et indblik i et andet lands kultur, og blandt andet giver ekskursioner i den nærliggende omegn mulighed for at fortælle noget om Sydfrankrigs historie.
 
Turen er for vores elever på gymnastikakademiet.
 
Formået med vores tur til Tjekkiet er at give eleverne en oplevelse, der fremmer fællesskabet og samhørigheden. Turen ligger ultimo august/primo september, og er derfor en vigtig del af elevernes mulighed for at indgå i sociale sammenhæge på tværs af de dagligdags grupperinger. Gennem aktiviteter som rapelling, trekking, moutingbiking og øvrig fysisk udfoldelse ønsker vi at fremme elevernes forståelse for at færdes i naturen. Turen bruges også til at give eleverne et indblik i et andet lands kultur, og blandt andet giver en ekskursion til Prag mulighed for at fortælle om landets historie.
 
Formålet med vores skitur til Østrig er ligeledes at fremme samhørigheden ved at give eleverne nogle oplevelser uden for de vante omgivelser. Desuden ønsker vi ved skiundervisning at bibringe eleverne færdigheder inden for alpint ski, idet vi tager udgangspunkt i elevernes aktuelle niveau. At færdes i naturen er også en del af den oplevelse, vi ønsker at give eleven.
 
Samarbejdet med efterskolerne i Sydøstjyske Region (tidligere Vejle Amt), er en vigtig del af den årlige rytme på BGI. Vi tilstræber at deltage i alle relevante aktiviteter. Afhængig af aktivitetens karakter vil det nogle gange være hele skolen der tager af sted. Andre gange vil det være de elever, der ønsker at deltage i den pågældende disciplin. Formålet med at deltage, er at eleverne møder andre unge og får mulighed for i dette forum at dyste samt få fælles oplevelser. Vi finder det vigtigt at vores elever ved disse arrangementer viser godt kammeratskab og fair play.
Vi deltager i fodboldstævne, kortræf, håndboldstævne, slagboldstævne og Hellebjergstævnet.
 
Der er i begrænset omfang andre ekskursioner. Formålet med disse vil være helt afhængig af arrangementets karakter.
 
 
Køkkenarbejde
 
Formålet med køkkenarbejdet er at eleverne opnår en forståelse for, at det er nødvendigt at bidrage for at kunne modtage. Desuden skal eleven gennem deres ophold i køkkenet opnå forskellige færdigheder, der gør dem i stand til at færdes i et stort køkken. Gennem den naturlige kontakt med køkkenpersonalet skal eleverne bibringes forståelsen for hvad sund og nærende kost er.
 
Eleverne deltager en uge i køkkenet, hvor de er med til alle funktioner, vi kan give eleverne ansvar for. De beskæftiger sig blandt andet med madlavning, oprydning, rengøring og opvask. Eleverne følger køkkenpersonalets dagsrytme, idet de dog møder ind efter morgenmaden, og 4 elever deltager således hele dagen i de normale køkkenfunktioner. Aftensmaden (kold mad med lune retter) har eleverne tilberedt i løbet af dagen, og det er herefter køkkenholdets ansvar under vejledning af en fra køkkenet at afvikle aftensmaden. Eleverne deltager desuden i køkkenarbejdet i forbindelse med weekends og anderledes dage.
 
 
Rengøring
 
Formålet med rengøringen er at eleverne tager et eget og fælles ansvar for at skolen er ren og ryddelig og dermed behagelig at bo på. De skal lære vigtigheden af, at alle deltager på lige fod og yder en fornuftig indsats, og at det er nødvendigt at samarbejde omkring rengøringen på en efterskole.
 
Eleverne skal gøre både eget værelse og fællesområderne rent. Rengøringen foregår som en daglig rengøring samt to ugentlige rengøringer, hvoraf den ene er en hovedrengøring og den anden er en rengøring til weekenden.
Eleverne modtager i nødvendigt omfang instruktion af en lærer, og det vil gennem denne instruktion samt fælles instruktion blive tydeliggjort overfor eleven, hvilken rengøringsstandard vi forventer på skolen.
 
 
Afgangsprøver
 
Som en obligatorisk del afsluttes undervisningen med folkeskolens afgangsprøver (Afgangsprøve og 10. klasses-prøven). Eleverne deltager i såvel de skriftlige som de mundtlige prøver. De skriftlige prøver tilrettelægges således, at Undervisningsministeriets prøveterminer holdes og de mundtlige prøver tilrettelægges i 3 uger i juni måned, hvor prøveafviklingen suppleres med læsning og andre aktiviteter, således at kravet om et undervisningsmodul før og efter middag overholdes.
 

 

 

Rytmisk gymnastik
Spring/fodbold
Fodbold
Dans
Cykling
Boglige fag
Spring & parkour
Håndbold
Kursusakademiet

GRAMVEJ 3 8783 HORNSYLD TEL.: 7568 1022 MAIL: INFO@BGI.DK