Er du klar til Parkour – i verdens største parkouranlæg?

Parkour

ER DU TRÆT AF at holde dig for ørerne? Orker du heller ikke at lytte til mere übersmart parkour-namedropping? Du ved; den der lidt for selvfede know-it-all-opremsning af, hvad de forskellige 'bevægelsesteknikker' heeelt præcis kaldes: climb-up, monkey, precisions, rail-work, swings og … aaargh! – alt det der?

Vil du ikke hellere op på muren, taget, rækværket, trappen … og i gang?! Trække vejret dybt ind, visualisere dit move, mærke vinden, spænde musklerne – og (yeah!) kaste dig ud i det? Det vil du garanteret: Synes du måske ikke, det er langt federe at praktisere real-life, kreativ parkour med hele kroppen end at tale det ihjel …

OKAY-OKAY, nu sætter vi det selvfølgelig lidt hårdt op … for på Parkourlinjen får du naturligvis OGSÅ tjek på alt fra teori, teknikker og baggrundsviden om parkour og freerunning – til håndgribelige og praktiske øvelser, der både styrker dig fysisk og psykisk. Men … bottom-line er action!  :-)

 

OG DU FÅR masser af sjov og hardcore action på Parkourlinjen:

  • Lær at mestre din krops fulde potentiale med 3 x 85 minutters parkour om ugen – i et helt efterskoleår
  • Træn – så tit du vil – i verdens største sammenhængende parkouranlæg (indendørs OG udendørs)
  • Kom med rundt i landet og træn på mange forskellige spots – også med andre parkourudøvere
  • Tag BGI's særlige parkouruddannelse – og få praktisk erfaring i selv at undervise i parkour
  • Deltag i BGI's parkour-performance ved cirka 25 store gymnastikopvisninger i hele DK

NÅR DU STARTER på BGI's Parkourlinje, garanterer vi dig også, at du – til hver eneste time – møder et team af undervisere, som elsker at inspirere dig til at dyrke glæden ved bevægelse. Og lige nu, mens du læser dette, kan du nok ikke helt forestille dig, hvor stor betydning dét får for dig. Men bare vent; det opdager du hurtigt. :-)

 

USYNLIGT: Det vigtigste ved parkour kan du ikke se …

Ja, det er fedt at dyrke parkour. Og ja, det ser cool og vel nærmest elegant ud, når først du har opbygget din styrke, fået mestret teknikkerne og prøvet bevægelserne af i praksis igen og igen og igen. MEN – på Parkourlinjen fokuserer vi i lige så høj grad på et område, øjnene ikke ser.

Så luk nu dine øjne – og lad os smutte en tur ind i dit hoved …

PARKOUR DREJER SIG nemlig også om din psyke, dit sind og dine tanker. Om din selverkendelse. Og din selvdisciplin. Du skal lære dig selv at kende til bunds – blandt andet for at kunne mærke, 1) hvornår du er parat til en bestemt øvelse. Og 2) hvornår du hellere må vente til en anden gang.

Dit stærkeste våben inden for parkour – og det meste andet i dit liv – er at kunne mærke (og lytte til), hvor du 'står' henne psykisk og mentalt i enhver given situation. For hver eneste gang er unik: Selv om du står på den samme mur, som du stod på i går eller i sidste uge … så står du på en måde alligevel på en ny mur. Lige nu. I dette sekund. Før du springer, ved du med dig selv, om du er klar. Dét er også noget af det, du træner på Parkourlinjen.

Synes du, det lyder lidt småsyret og langhåret?

Don't worry. Inden du har gået her én uge, er du helt med på, hvad vi mener … 😉

 

Sådan gør du dig klar til dit år på Parkourlinjen

DU GØR DIN hverdag lettere for dig selv, hvis du mindst er i nogenlunde form – inden du begynder på Parkourlinjen. For det er en linje med masser af hård, fysisk og forrygende træning. Det er nemlig afgørende, at du er stærk, når du dyrker parkour – også af sikkerhedsmæssige grunde.

Såååh, når du er færdig med at læse det her på din skærm, sku' du måske lige rejse dig og snuppe en god håndfuld armbøjninger og den slags … 😉

Og apropos sikkerhed: De første par måneder foregår al din parkourtræning i maksimalt 2½ meters højde. Derefter åbner vi op for de højere luftlag; hvis vi ellers vurderer, at du er parat til det – både fysisk og mentalt.

NÅR DU FØRST er blevet optaget på linjen, kan du se frem til de vildeste, unikke parkourfaciliteter – som du også har adgang til om aftenen og i weekenden. Og – nåh ja – du har sådan set også frit spil i forhold til alle de fede faciliteter på de andre BGI-linjer. Glæd dig også til et varmt, nært og uhøjtideligt kammeratskab – både med resten af Parkourlinjen og alle dine andre nye BGI-venner.

 

MEN NU SKAL DU LIGE

huske det vigtigste:

 

Kan du se den grønne tilmeldingsknap øverst til højre?

Klik på den. Nu: Parkour er nemlig voldsomt populært.

Og BGI akademiet har ikke uendeligt mange pladser på Parkourlinjen.

Sørg for, at du kommer med. :-)

 

Da skoleåret 12/13 sluttede sendte nogle af parkoureleverne denne opsummering på året 12/13, se den vildt flotte film her: