TØR DU LADE DINE PEDALER GÅ EN HÅRD TID I MØDE?

Cykling

Cykellinjen på BGI akademiet

VENT! INDEN DU stempler pedalerne i bund på BGI, så kast lige et blik på dit venstre håndled: Sidder dit pulsur dér? Sandsynligvis – for mange cykelryttere har allerede brugt pulsur i lang tid, inden de starter på Cykellinjen.

Og fint nok …

Men vil du høre en hemmelighed?

Du

bruger

dit

pulsur

forkert!

FOR HVIS DU minder bare lidt om de fleste andre elever – før de begynder på Cykellinjen – får du i øjeblikket heller ikke det optimale ud af at cykle med pulsur.

Og ved du hvad?

Dét påvirker dine cykelløb og koster dig sekunder: Unødvendigt mange sekunder.

MEN NÅR DU først kender tricket – som er ret enkelt – bliver din cykeltræning væsentligt nemmere og mere overskuelig. Og på Cykellinjen får du masser af den slags teoretisk indsigt – og praktisk erfaring. Så bliv ikke overrasket over, at de andre ryttere snart lægger mærke til dig ude på landevejene. Når du pisker forbi dem …

Lad os dog liiige begynde ved startlinjen. For uanset om du er skabt af 110 procent hardcore cykel-dna, eller om du føler dig som en uafklaret on-and-off-cykelrytter – så fortvivl ikke: Sammen starter vi med at få styr på dit nuværende niveau – og dine ambitioner for, hvor langt du vil tage det. Og hvad dét kræver.

NÅR DU GÅR på Cykellinjen på BGI akademiet, sikrer du dig cykeltræning hver dag (unikt): Din skemalagte 'basistræning' fylder samlet ni timer om ugen. Og dertil kommer masser af frivillige ekstratimer og aftentræning.

 

Kigger du nærmere på dit skema, kan du fx se frem til dette:

  • Fast træning med lærer: man.: 90 min.; tirs.: 75 min.; ons.: 240 min.; tors.: 90 min.; fre.: 90 minutter
  • Frivillige ekstratimer og/eller aftentræning – inkl. lærerforslag til program: tirsdag og fredag
  • Værkstedsundervisning – så du selv kan fikse og tune din cykel (”undskyld, far …”)
  • Plads til weekendløb og konkurrencer – også i den klub, du eventuelt kommer fra
  • Cykelløb mod de andre danske cykelefterskoler – ca. fire gange i løbet af året

… og du skal selvfølgelig også med til det superfede gadeløb (med gode pengepræmier) i Hornsyld i begyndelsen af juni: Der kommer ryttere fra hele landet og kører imod BGI-rytterne. Det sku' de aldrig ha' gjort … 😉

DU FÅR OGSÅ adgang til BGI's spinninglokale – hvis du fx ikke lige har ”tid” til at cykle ude i de allerværste snestorme, haglbyger og flodbølger … 😉

”Cykeltræningen har fået mig i god form, og jeg har fundet ud af, at jeg har et talent, hvis jeg gider træne. Det bedste ved at have gået her er nok, at jeg har fundet ud af, at jeg kan cykle – og at jeg faktisk er god til det. At det bare er træningen hjemmefra, der mangler.”

Steffan 16 år, Cykellinjen

BLIV IKKE FORBAVSET over, at du kommer i dit livs form, mens du går på Cykellinjen. Og sammen med den omfattende viden, du får om kost og ernæring, gør det dig i stand til at planlægge dine løb i langt højere grad end tidligere: Nu får du styrken til – også i praksis – at kunne sidde det rigtige sted undervejs i løbet.

Du får desuden den ekstra bonus, at du selvfølgelig også (lige som alle dine venner på de andre linjer) må bruge fitnesscentret, parkouranlægget, forhindringsbanen, springhallen, kunstgræsbanen og alle de andre superfaciliteter på BGI.

OG VIDSTE DU forresten, at du forebygger mange almindelige skader og småskavanker, når du også prøver kræfter med gymnastik, fodbold, håndbold og de forskellige andre sportsgrene her på skolen? Så styrker du nemlig muskler, led og muskelgrupper, du i din normale cykeltræning ikke fokuserer på.

CYKELLINJEN LÆRER DIG, hvad der skal til for at køre cykelløb helt op på eliteniveau.

Og ja, du og de andre BGI-ryttere kommer til at tilbagelægge mange kilometer asfalt … just like you like it. :-)

 

Søg ind på Cykellinjen nu (grøn knap i øverste højre hjørne) og reserver din plads i førerfeltet.

Hov! Tjek lige displayet på dit venstre håndled igen:

Din puls er da vist drønet i vejret …