Indholdsplan for fitness

Formål

Det overordnede formål med undervisningen på Fitnesslinjen er at udvikle elevernes bevægelsesglæde og bevægelseserfaring. Dette gøres på Fitnesslinjen ved at fokusere på en alsidig idrætsudøvelse inden for en bred vifte af fitnessdiscipliner. Undervisningen vil have elevernes krop, træning og trivsel som omdrejningspunkt, og således vil der både lægges vægt på de fysiske, mentale og psykiske aspekter af fitnessudøvelsen.

 Dannelsen af det hele menneske vil være det overordnede formål for undervisningen, og derfor vil vi ud over de fysiske, mentale og psykiske aspekter også fokusere på de sociale dimensioner, hvor vi vil udvikle elevernes evne til at danne givende relationer og indgå i positivt samarbejde.

 Indhold

På Fitnesslinjen vil indholdet blive bygget op omkring den holdbaserede fitnessundervisning inden for en bred vifte af genrer.

 Vi vil bl.a. beskæftige os med: boksning, kick boksning, thai bo, funk, bodypump, step, yoga, pilates, spinning mm. Desuden vil vi udforske nye Fitnessdiscipliner og inden for alle genrer bestræbe os på at udfordre eleverne på deres niveau.

Centralt for indholdet i undervisningen vil være arbejdet med at udvikle elevernes kropslige, personlige og sociale kompetencer inden for rammerne af de forskellige fitnessgenrer.

Kendskab til basal anatomi og fysiologi er essentielt inden for samtlige fitnessgenrer, og derfor vil vi også på Fitnesslinjen have fokus på dette.

Kost og ernæring er ligeledes en central del af en sports- og idrætsudøvers hverdag, og dette aspekt vil vi derfor også arbejde med på linjen, sådan at eleverne får viden om sund og nærende kost, og dennes effekt på deres træning og performance.

Slutmål

Efter et år på Fitnesslinjen har eleverne opnået bevægelsesglæde og fået ny bevægelseserfaring. De har desuden opnået en alsidig kropslig udvikling. I forbindelse med arbejdet på linjen har de udviklet personlige, sociale og kropslige kompetencer, som de kan bruge i deres fremtidige liv – både i sportens og i idrættens verden, men i særdeleshed også i de mange andre sfærer, de bevæger sig i.

Eleverne gennemfører i forbindelse med Fitnesslinjen uddannelsen "Efterskoleuddannelse i Fitness", der er et led i GYm danmarks uddannelsessystem. Eleverne bliver uddannede til at kunne varetage undervisning i forskellige fitness-genrer, hvor vi både vil fokusere på elevernes formidlings- og færdighedsmæssige kompetencer. Uddannelsen vil være alsidig, således at eleverne får størst mulig gavn af den - også efter deres år hos os.

Spørgsmål?

Du er velkommen til at kontakte vores administration

tlf: 756810122 eller mail: info@bgi.dk

Vi benytter cookies

OK