Er skilinjen på BGI akademiet noget for dig?
Det vigtigste for os er din glæde og motivation – ikke hvilket niveau du er på. Du kan vælge skilinjen, uanset om du er ny eller garvet skiløber. Du skal være opmærksom på, at du selv skal medbringe udstyr, som både skal bruges til undervisningen på skolen og på skiturene.
BGI akademiet har dygtige og motiverede lærere og trænere, som er klar til at lære fra sig, og som tilpasser undervisningen til elevernes niveau.
Du går en vild tid i møde, så forbered dig på at få sanserne bombarderet med sne- og skioplevelser, som du deler med dine nye venner.
Her er lidt af det, dit år på skilinjen byder på:
- 3 ture på ski – bl.a. en fællestur til Østrig for hele BGI akademiet
- Træn amok på BGI Backyard – en ny kunstig næsten-døgnåben skibakke på selve efterskolen
- Få 2 x 70 minutters skiundervisning om ugen, inkl. barmarkstræning – fx rulleski, mountainbike og balancetræning
- Mulighed for at tage “Level 1” som skiinstruktør igennem Den Danske Skiskole.
Og husk, at skilinjen er en kombinationslinje, så du tager den sammen med én af disse linjer, du også vælger: amerikansk fodbold, basketball (ski kan kun vælges af piger), dans, spring, rytme, cykling, sports-acrobatik, parkour, fodbold (kun piger), kampsport, fitness eller håndbold.
Sandsynligvis ville vores skiinstruktører få intense alpin-abstinenser over at være væk fra Skandinaviens og Sydeuropas sneklædte bjergtinder bare en gang imellem … hvis ikke det var fordi, de skulle undervise her på skilinjen – og dele ud af deres smittende begejstring og viden om skiløb.
Formålet med snelinjen er at udvikle dig på sneen, på det niveau du befinder dig på -du skal blive bedre på ski eller board! Vi vil så gerne vise dig, at ski ikke kun er verdens fedeste ferieform, men også verdens fedeste sport! Derudover så vægter vi også, at du udvikler dig som menneske. Vi skal på mange ture sammen i løbet af året, hvor det er super vigtigt, at vi løfter i flok, så vi kan udnytte tiden i bjergene bedst muligt. Vi opsætter rammerne, så du har mulighederne for at blive mere selvstændig, og samtidig ser værdien af at være en holdspiller. Det er din opgave at udfylde disse rammer – at være den bedste udgave af dig selv!
Du får 3 ture på ski næste år! Turene har lidt forskelligt tema, men fælles for dem alle er, at de indeholder en masse undervisning, så du kan blive bedre på ski eller board. Du får undervisning hver dag enten af de lærere, du kender hjemme fra skolen eller også dygtige eksterne instruktører. Alle, der er med, brænder for skilivet og er uddannet instruktører. Du vil opleve, at vi tager skiløbet mere seriøst, end du måske er vant til, hvis det er tåget eller sågar regner, så træner vi stadigvæk videre. Vi skal udnytte tiden på sneen bedst muligt! Turene går både nordpå og sydpå, oftest har vi været en gang i Norge og resten af gangene i Østrig.
På de ture, som ligger i skoletiden, er der lektieaftener, og her forventer vi, at du har styr på, hvad der forventes, at du skal lave i dine boglige fag.
Hvis uheldet skulle være ude, er du dækket ind via skolens rejseforsikring. Det kan dog være en god idé at sikre sig, at du har en afbestillingsforsikring, hvis du skulle være så uheldig at blive skadet eller syg, så du ikke kan komme med på en af turene.
På skilinjen har du mulighed for at vælge imellem tre prioriteringer. Det har vi valgt at gøre, så vi kan give dig de bedste muligheder for at udvikle dig mest muligt, så du kan fordybe dig i et område af skiløbet. De tre prioriteringer har vi valgt at kalde AMS, BSI og Freestyle. De to sidste kræver et vist niveau, det skal vi nok fortælle mere om, når du kommer på skolen. Imens AMS er åben for alle niveauer, og er en allround del af skilinjen. Her prøver du lidt af det hele, masser af træning på pisten, park og forhåbentligt blød sne.
På BSI-prioriteringen prøver vi at klæde dig på til, at du kan bestå det første trin af Den Danske Skiskoles instruktørprogram. Så det vil sige, at vi går lidt mere i dybden omkring teorien, kigger lidt mere bag ved dit skiløb, og har en del mere teoretisk undervisning, når vi er hjemme på skolen. Vi står lige så meget på ski, som de andre, men du skal have lyst til at gå mere i dybden med teorien. Denne prioritering koster ca. 2000 kr. mere i gebyr som skal betales direkte til DDS.
På Freestyle prioriteringen bruger du ca. to tredjedele dele af tiden i parken, på at nørde og blive bedre på hop og rails/bokse. Den sidste tredjedel træner du din teknik på pisten, så du bliver bedre på dine ski og dermed også i parken.
Du skal vælge din prioritering i uge 44, og det kan efterfølgende ikke laves om. Det er i disse prioriteringer du har undervisning sammen med på skolen, på turene, og det er ofte også dem, som du bor og kører i bus sammen med, når du er på tur. Så vi gør meget for at opbygge et godt sammenhold i de forskellige prioriteringer, og der kan derfor ikke skiftes efter uge 44.
Hjemme på skolen træner vi hårdt både fysisk og teoretisk. Den fysiske træning kan bestå af spinning, cirkeltræning, løbetur, styrketræning, rulleski, osv. Vi forventer, at du er indstillet på at give den gas i alle timerne – det er vigtigt at du er i god grundform, når du starter på skolen og følger det program du har fået fra din primære linje og suppler evt. med nogle squads, lunges og andre øvelser for at styrke dine ben. I timerne hjemme på skolen er du primært delt op, så du er sammen med dem, der har valgt den samme prioritering som dig.
Du skal selv sørge for alt udstyr – både til brug på skolen og på skiturene. Skolen har udstyr til rådighed i starten af skoleåret, indtil alle har anskaffet sig deres eget.
Hvad for noget udstyr du skal vælge, er straks lidt sværere at svare på. Det kommer nemlig an på, hvilken prioritering du vælger. Hvis du vælger AMS eller BSI, så er et par gode ski, der er bygget til pisten at foretrække. Hvis du derimod vælger freestyle, er et par parkski nærmest et must. På snowboard plejer vi at anbefale et godt allround board. Vi plejer egentlig at anbefale at vente med at købe udstyr til, at du starter på skolen, da vi her giver dig et grundigt oplæg omkring alt udstyret, og vi har også en produktaften, hvor vi tager til Funsport i Vejle, som giver 30% på nye varer, og der plejer også at være andre gode opstarts tilbud. Så vent med at købe, hvis du er i tvivl, da vi rigtig gerne vil hjælpe, når du kommer på skolen – og husk nu, benene er det vigtigste udstyr!
Det er samtidig utrolig vigtigt at få navn på alt dit udstyr – det er dit og kun dit ansvar, at du har styr på dit udstyr, både ved ankomst til hotellet og hjemkomst på BGI. Ved hjemkomst på BGI skal alt udstyret i vores skicontainer.
Vi forventer, at du møder positivt op til timerne, og du er klar til at give den gas, hvad enten det er en hård omgang spinning, træning i trampolin, træning på longboard eller at fordybe sig i noget teori. Så er det alt sammen noget, der kan udvikle dig på sneen!
Snelinjen koster næste år 15.500 kr. udover dine normale skolepenge. For det får du 2 ture mere på ski end dine andre efterskolekammerater. 3 ture fyldt med ski/board undervisning fra øverste hylde, fuld kost og logi, liftkort osv. osv. osv. Det eneste du selv skal sørge for er udstyr, og mod på at lære noget nyt!
Den finder du lige her.
Skilinjen er en kombinationslinje, som kan kombineres med én af disse linjer: amerikansk fodbold, basketball (kun piger), dans, spring, rytme, cykling, sports-acrobatik, parkour, fodbold (kun piger), kampsport, fitness eller håndbold.
Følg BGI-livet på Instagram
Mærk stemningen, og lær os at kende på vores hovedkonto @bgiakademiet og på egen Instagram-profil @bgi_snelinjen

