Indholdsplan for sportsacrobatik

Nedenfor kan du se en oversigt over noget af det, du kommer til at lære, hvis du vælger sportsacrobatik på BGI.

Formål

Det overordnede formål med undervisningen på acrolinien er at udvikle elevernes bevægelsesglæde og bevægelseserfaring indenfor akrobatikkens og springgymnastikkens grundrammer.

Formålet er at udvikle det hele alsidige idrætsmenneske, hvor såvel det fysiske, psykiske og mentale aspekt tilgodeses

Det er ligeledes formålet, at eleverne gennemfører DGI´s lederuddannelse og dermed opnår kompetencer i forhold til et videre instruktørarbejde, jf. skolens overordnede formål.

Indhold

Arbejdet med elevernes akrobatiske og springmæssige færdigheder foregår bredt og alsidigt, men med en stor grad af undervisningsdifferentiering. Nedenstående punkter bliver vægtet

  • Den fysiske grundform
  • Gymnastikkens grundelementer, grundacro, grundspring samt videregående spring og akrobatik.
  • Videreudvikling af rytmiske, akrobatiske og springmæssige færdigheder.
  • Personlig dygtiggørelse.
  • Samarbejde i små og store grupper.
  • Træning af akrobatiske elementer til Gymnastikakademiets opvisning.
  • Træning til deltagelse i GymDanmark´s Sports Acro konkurrencer som hold og i mindre sammensætninger.

Undervisningen vil tage udgangspunkt i streethallens faciliteter i forbindelse med den akrobatiske træning. Bl.a. 12x12m træningsgulv, sikkerhedsline/longe, pommes frites-grave, stortrampoliner, håndsstandsstativer, luftbaner, fasttrack og diverse landingsmåtter.

Springtræning foregår ugentligt sammen med springlinjen med udgangspunkt i Springcentrets faciliteter – luftbaner, fiberbaner, tumblingtrack, KG springbrædder, trampet og stortrampoliner samt gamle, nye og utraditionelle redskaber.

På gymnastiklinjerne tager eleverne DGI´s lederuddannelse – Kursus 1 i gymnastik. Kursusdelen er en del af den daglige undervisning som bl.a. indeholder:

    • Lege
    • Opvarmningsprogram.
    • Rytmik, sanglege og danse
    • Musikkendskab
    • Bevægelseslære
    • Spring og redskabsaktiviteter (herunder modtagning)

Ud fra den daglige undervisning og arbejdet med de enkelte temaer/emner planlægger eleverne i grupper undervisningsforløb for folkeskoler og børnehaver i lokalområdet og de andre elever på BGI akademiet.

Elevernes egen personlige dygtiggørelse, bevægelsesglæde, fællesskabsfølelse vægtes højt.

Undervisningens tilrettelæggelse

Undervisningen afvikles over 3 ugentlige sports acrolektioner af ca. 85 minutters varighed + 1 lektion spring sammen med springlinjen.

Indholdet vil være en blanding af lærerstyret undervisning, individuelle træningsformer og gruppearbejde. Ved differentieret undervisning vægtes den enkelte elevs færdigheder og udvikling højt