Sådan er det at være elev på BGI akademiet Hjarnø

Tænk hvis du bare kunne uploade dig selv til BGI akademiet Hjarnø – og straks hilse på alle de andre drenge og piger fra hele landet, som også klikker sig rundt herinde lige nu.

Du må dog lige vente lidt endnu med at møde dine nye venner – uanset om du skal gå på skolen næste år, står på venteliste eller endnu ikke ved, hvornår du får chancen. Men så snart du begynder dit år på skolen, kommer I til at bo sammen, gå til undervisning, dyrke motion, være kreative – og rejse, råhygge og skraldgrine sammen.

Klik dig endelig videre og læs, hvad livet på BGI akademiet Hjarnø blandt andet kommer til at byde på. Længere nede på siden kan du f.eks. læse om hverdagen, fællesskabet, værelserne og maden, men du finder også en masse information i menuen lige herunder.

Hverdagen

Du har undervisning, spiser og sover på skolen i de 42 uger, dit efterskoleophold varer. Der er naturligvis ferier og weekender, men vi håber, at du også har lyst til at tilbringe en del weekender på efterskolen med dine efterskolevenner (måske kan du slet ikke lade være).

Der vil henover skoleåret være 3 ture til udlandet, enkelte dagsudflugter og går du i 10. klasse, skal du som en del af undervisningen være en uge i brobygning.

Fællesskabet på BGI akademiet Hjarnø

På BGI akademiet Hjarnø emmer stemningen af håb og optimisme, og vi tror på muligheder frem for begrænsninger. Dette positive mindset forventer vi, at du og dine efterskolekammerater tager til jer og bidrager til i løbet af jeres efterskoleophold - og gerne tager med videre ud i livet efter efterskolen. For god stemning og godt humør smitter!

I dit efterskoleår på BGI akademiet Hjarnø bliver du en del af et fællesskab, hvor du vil blive værdsat for at være dig. Et anerkendende miljø, hvor du kan udfordre dig selv og udvikle dig. Du møder nye mennesker og får nye venner. Dine nye efterskolevenner vil være der til at fejre dine succes’er og glæder med dig i løbet af året, men også til at dele udfordringerne med, hvis de opstår. Også på den måde er fællesskabet på en efterskole helt unikt. Du kan godt glæde dig!

Sådan bor du

På BGI akademiet Hjarnø bor du i et af vores hyggelige elevhuse sammen med flere af dine nye kammerater. Med sin unikke beliggenhed vil der være hav-udsigt fra de fleste værelser.

Du bor på værelse med en eller flere værelseskammerater og vil være en del af en husgruppe på 12 elever, hvor der er knyttet en husgruppelærer til. Husgruppen bliver din lille familie, mens du går på efterskolen.

I foråret 2019 bliver vores elevhuse renoveret og fornyet, så de står klar til du og dine nye kammerater flytter ind i august 2019. Alle værelser har eget bad og toilet. Der er plads til, at du kan have dine personlige ting og et skrivebord så du kan lave lektier. Husene er indrettet med små hyggelige kroge, hvor I kan hygge jer sammen i den frie tid.

På BGI akademiet arbejder vi med Fællesskabsgrupper (en gruppe af huse/elever). Som elev på Hjarnø vil du blive en del af jeres egen lille Fællesskabsgruppe med ca. 60 elever.

Maden på BGI Hjarnø

Men hov, mangler der ikke stadig noget …?

Jo, én væsentlig detalje:

Når hoved, krop og sind skal fungere godt dagen igennem, kræver det, at du jævnligt fylder på med lækker og velsmagende mad. Så det kommer du også til.

Sund mad er en vigtig del af at have energi og overskud, samt hvis du ønsker at tabe dig og leve sundt. Du vil både i praksis og i teorien lære en del om hvilken mad, der er god for dig at spise. Derudover vil måltiderne vi spiser på BGI Hjarnø tage udgangspunkt i de officielle kostråd. Se dem her

Et af sundhedsstyrelsens officielle kostråd handler om at spise varieret. At spise sundt og varieret vil blandt andet sige at spise forskellige grønsager, frugter og fuldkornsprodukter hver dag og variere mellem forskellige typer fisk, magre mejeriprodukter og magert kød hen over ugen.

For nogen er det helt naturligt, mens det for andre ikke er nemt. Det vil måske betyde, at du skal udfordre din kræsenhed og dit mod til at smage på nyt.

Madmod og inspiration

Lige præcis madmod er et af temaerne, vi arbejder med på BGI akademiet Hjarnø. Vi tror på, at man skal udfordres for at udvikle sig og det gælder også i forhold til at spise varieret.

I fællesskabet arbejder vi med denne udfordring ved at alle elever gennem hele skoleåret på skift er med i køkkenet til alle måltider og tilberede den sunde mad. Her bliver man som elev udfordret på sit madmod, når man skal tilberede og smage på helt nye madvarer.

Men det er ikke kun dig som elev, som vil opleve at blive udfordret på dit madmod. Det bliver dine forældre også. For i løbet af skoleåret arrangerer vi forældredage, hvor vi også sætter fokus på varieret kost og madmod i praksis.

Når du er med i køkkenet lærer du desuden – både teoretisk og i praksis – hvordan du vælger og tilbereder sund og dejlig mad, som giver dig god energi. Undervisningen foregår blandt andet ved, at du aktivt er med til at tilberede de sunde og gode måltider til dine kammerater og dig selv flere gange i løbet af skoleåret. Vi spiser dagligt 3 obligatoriske hovedmåltider dvs. morgenmad, middagsmad og aftensmad samt 3 mellemmåltider/forfriskninger hver dag. Den varme mad får du midt på dagen, mens du får rugbrød og pålæg til aften.

Du finder hurtigt ud af, at det er forbavsende let at leve sundt. Og dermed fx også nemmere at holde vægten eller tabe dig, hvis det er målet, have det selvværd og føre den livsstil, du ønsker – uden at skulle måle og veje alting (eller dig selv) fanatisk dagen lang.

 

IMG_2294.JPG

Besøgsdage på BGI akademiet Hjarnø

Du er meget velkommen til at besøge os på BGI akademiet Hjarnø til en af vores mange besøgsdage hen over året. Her kan du få rundvisning, stille spørgsmål og møde personalet på BGI akademiet Hjarnø.

Besøgsdage og Åbent hus på Hjarnø

Vil du vide mere?

Kontakt Line Stausgaard Hansen
line.hansen@bgi.dk eller tlf. 75681022

Vi benytter cookies

For at give dig den bedste oplevelse på bgiakademiet.dk gør vi brug af cookies. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies. Læs mere

OK