Skituren til Østrig med årgang 17/18

Én af årets faste begivenheder er skituren i februar, som alle elever er med på. Herunder fortæller to af vores elever om turen, der bød på udfordringer for både øvede og begyndere, masser af hyggestunder og minder for livet. 

 

Af: Cecilie Rühmann og Lea Nimb

 

I uge 5 var vi - hele BGI akademiet - af sted på ski i Østrig. Lørdag eftermiddag kørte 8 busser af sted mod Østrig. Vi havde en 16 timer lang køretur foran os, men trods det var humøret højt, og vi glædede os allesammen til at komme ned på pisterne. Skilinjen var taget derned en uge før vi andre ankom for at køre sneen til og udforske de forskellige pister. 

Niveauet lå fra helt nybegynder til øvet, og vi var blevet inddelt på blandede hold efter vores niveau. I de hold fik vi skiundervisning hele ugen af både lærere og elever fra skilinjen.

Dagen vi ankom fik vi udleveret alt vores skiudstyr, hvorefter vi  skulle ud og få vores første lektion. Undervejs var der en masse pitstop, hvor vi spiste lækker mad og drak varm kakao.

(Artiklen fortsætter under billedgalleriet)

Ugen forløb således, at vi fik undervisning til omkring middag og fra midt på ugen fik vi lov til at stå lidt selv med dem, man havde lyst til. Begynderne tog med en bus om morgenen over til Mutters, hvor vi stod på de blå (og delvist røde) pister. Imens stod de øvede på ski i Axam ved hotellet, da pisterne dér er lidt mere udfordrende. Da vi rundede midten af ugen blev det byttet om, så alle fik lov til at stå de forskellige steder.

Når man endelig kom hjem efter en lang dag på ski var alle ret trætte og havde brug for at hvile kroppen og slappe af. I spisesalen var der mulighed for en masse bræt- og kortspil med sine venner og imens var drengene opslugt af FIFA på fladskærmen. Efter aftensmad var der en kort samling, hvor der blev kåret dagens “klodsmajor”/helt. Derefter var der udendørsaktiviteter, hvor vi bl.a. gik fakkeloptog og kælkede på plastikposer. 

Torsdag eftermiddag skulle vi op på toppen af bjerget i Axam og få taget husbilleder, og derefter køre ned af pisten med sit hus. Det sneede meget den dag, så man kunne knap se to meter frem. Alligevel var det en super hyggelig tur eftersom man ikke havde set dem fra sit hus i et stykke tid. Om aftenen kørte vi alle hjemad igen mod BGI, hvor forældre og lækker brunch stod klar til at tage imod os.

Alt i alt var det hård tur men helt sikkert en fantastisk oplevelse.

 

Flere nyheder

Se vores linjer

Vi benytter cookies

For at give dig den bedste oplevelse på bgiakademiet.dk gør vi brug af cookies. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies. Læs mere

OK