Opvisningssæsonen lakker mod enden, og i løbet af sæsonen er det blevet til masser af forrygende opvisninger i hele landet. I lørdags var vores Gymnastikakademi endnu en gang i ilden - Denne gang i en ramme, hvor efterskoler normalt ikke laver opvisninger. Helt ekstraordinært havde Gymnastikakademiet fået æren af at åbne DGI's Juniorstævne i MCH - Messecenter Herning. Opvisningen var på forhånd holdt hemmelig for vores elever, og publikum i messecentret var heller ikke klar over, at det var BGI akademiet, der havde fået æren af at åbne stævnet.
Jan Tilsted, leder af Gymnastikakademiet, udtaler:
"Vi er beærede over, at vi fik muligheden for at åbne årets juniorstævne. Eleverne gjorde det supergodt, og vi er glade for, at de fik endnu en god gymnastikoplevelse med i bagagen. Rammerne i Messecenter Herning var fantastiske og opbakningen fra alle de deltagende juniorhold fra Sydøstjylland gjorde det hele endnu bedre."
Opvisningssæsonen er dog ikke helt slut endnu. Den sidste opvisning finder sted til skoleafslutningen den 29. juni, hvor Sportsakademiet også er med.
Hvis du vil se lørdagens "hemmelige" opvisning, kan den ses i fuld længde herunder eller på vores Youtube-kanal.