Nyt forskningsinitiativ for idrætsefterskoler

BGI akademiet, Glamdalens Idrætsefterskole, Vejstrup Efterskole og FIIBL er gået sammen om et nyt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvorfor mange unge oplever efterskolelivet som noget helt unikt. Projektet undersøger blandt andet, hvordan efterskolerne arbejder med områderne idræt, dannelse og uddannelse. Som et led i forskningsinitiativets indledende faser gennemføres specialeprojekter med kandidatstuderende fra SDU og bachelorprojekter med studerende fra UCL, der alle undersøger aspekter relateret til projektets fokus. De samlede resultater fra projektet præsenteres ved en konference i begyndelsen af august. 

 

Fokus på kost og ernæring

I den forbindelse har vi på BGI akademiet haft besøg af flere studerende fra Syddansk Universitet, som med forskellige fokusområder har indsamlet empiri hos os. 

Maja Vilhelmsen, som er kandidatstuderende i idræt og sundhed, tilbragte et par dage i køkkenet sammen med vores elever i starten af måneden. Med en baggrund som professeionsbachelor i ernæring og sundhed var det oplagt for hende at tilbringe et par dage i BGI akademiets køkken for at indsamle empiri. Udover de praktiske opgaver, som hun tog del i i køkkenet, har hun interviewet flere af eleverne. Formålet med disse interviews var at finde frem til, hvordan efterskolens madkoncept opfattes og modtages af eleverne. Som supplement hertil lavede hun også et interview med Helle Vestergaard for at få indblik i de ledelsesmæssige og missionsmæssige overvejelser, der ligger bag kosten og ernæringen på en idrætsefterskole. BGI akademiets tilgang til kost og ernæring tager udgangspunkt i de officielle kostråd samt Team Danmarks tallerkenmodel, der omfatter fordelingen af hhv. kød/fisk, grøntsager og kulhydrater. 

“Jeg havde ikke forventet, at der blev gjort så meget for, at eleverne lærer noget om måltidskulturen og får nogle handlekompetencer, som de kan tage med videre. Man kan mærke, at ledelsen virkelig gør noget for at skabe en god madkultur. Når man dyrker idræt, er kost og ernæring altid vigtigt, så jeg glæder mig til dykke ned i, hvad eleverne får ud af det”, siger Maja. 

(Artiklen fortsætter under videoen, hvor lederne af de tre efterskoler præsenterer idrætsefterskoleprojektet)

Skærmbillede 2019-03-19 kl. 11.23.35.png

Det kulturelle aspekt i centrum

Line Rude og Linnea Marie Sjöberg studerer også idræt på Syddansk Universitet, hvor de er i gang med specilaleskrivningen. De har valgt at lægge fokus på det kulturelle og hvordan det overordnede værdigrundlag opfattes af eleverne. I løbet af et par dage foretog Line og Linnea gruppeinterviews om elevkulturen og om, hvordan det er at være elev på skolen. Fokus lå her både på det sociale, det idrætslige og det boglige. Specialets teoretiske grundlag er bygger på blandt andre Edgar Scheins kulturteori, der afprøves i praksis på både BGI akademiet, Glamsdalen og Vejstrup Efterskole. På alle tre efterskoler indsamles samme type empiri. 

"Vi er selvfølgelig lidt farvede, eftersom vi har været på Glamsdalen før vi kom her. Derfor kan vi ikke helt undlade at sammenligne. Værdisæt kan ofte drukne i struktur på en stor skole. Det glæder vi os til at undersøge nærmere", siger Linnea. 

Noget af det, de to studerende finder interessant ved empiriindsamlingen, er de fysiske rammer på BGI akademiet, der afspejler kulturen:

"De orange farver, der pryder bygningerne og lokalerne, er jo tydelige artefakter, der afspejler kulturen. Det er gennemført", siger Line. 

Det overordnede fokusområde for specialet er præcist, men samtidig også bredt. Dette fokus vil i løbet af processen blive præciseret yderligere. I løbet af de tre dage på BGI akademiet har de studerende suget til sig af indtryk - og med mange indtryk på kort tid skal det hele fordøjes inden fokus kan indsnævres.

"Vi vil bruge alle tre efterskoler i projektet, selvom vi føler, at BGI akademiet er så stor en skole, at vi sagtens ville kunne tilbringe adskillige uger her for at komme mere i dybden med tingene. Det ville sandsynligvis give nogle andre resultater, idet vi på de her få dage ikke når at blive en del af kulturen. Vi får snakket med mange mannesker og får mange forskellige vinkler, når vi tilfældigt falder i snak med elever eller lærere", supplerer Linnea. 

Både Maja Vilhelmsen, Line Rude og Linnea Sjöberg er blot nogle af de studerende, vi får besøg af i forbindelse med idrætsefterskoleprojektet. På den måde bliver mange interessante områder lige fra eliteidræt på specifikke idrætslinjer til de kulturelle aspekter ved idrætsefterskoler afdækket. 

Vi glæder os til at se præsentationen af resultaterne til august.

 

Flere nyheder

Vi benytter cookies

For at give dig den bedste oplevelse på bgiakademiet.dk gør vi brug af cookies. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies. Læs mere

OK