Dokumentarprojekt i Iran: Når planen bliver ved med at fejle

Af: Anna Ege

Med hjælp fra BGI tog tidligere elev fra 10/11, Anna Christa Ege, i august måned til Iran for at lave en kort dokumentarfilm med en studieveninde. Projektet skulle vise sig at være en prøvelse i at lægge planerne på hylden og acceptere, at man ikke kan kontrollere alt.

I foråret modtog vi Danidas Verdensbilledelegat, der uddeles til 10 hold af to studerende, der gerne vil producere dokumentarfilm i et udviklingsland. Vi fandt dog hurtigt ud af, at dette var et projekt, hvor intet skulle gå efter planen. Først og fremmest fik vi faktisk legatet til et projekt i Nigeria, hvor vi ville lave en film om et dansekollektiv for gadebørn. Som overskriften allerede har afsløret, var den indledende plan dog langt fra, hvor projektet endte.

Fem uger inden afgang  - efter flybilletterne var bestilt, vel og mærke – blev Nigeria-turen aflyst. Udenrigsministeriet vurderede situationen i landet til at være for farlig.

(Artiklen fortsætter under billedet)

PATIVASH_005.jpg

Vi fik at vide, at legatet stadig var vores, hvis vi ville finde et projekt et andet sted. Og så kom der fart på. Efter en hurtig omgang research fandt vi frem til et nomadefolk i de iranske bjerge. Endnu engang købte vi flybilletter og satsede alt på, at vores historie lå gemt et sted i bjergene.

Da vi kom til Iran, brugte vi de første par dage på at danne os et indtryk af nomadernes liv og kultur, som afviger meget fra det, vi kender. Der bor typisk 1-3 familier i hver lejr, så der var meget kørsel for at få snakket med så mange som muligt. Efter et par dage havde vi fået en fornemmelse af, hvor de mest interessante historier kunne findes. Og da vi blev inviteret til et bryllup, var vi ikke i tvivl. Det var her, vores historie lå. 

Det viste sig, at det hører til nomadernes kultur, at bruden efter brylluppet skal forlade sin egen familie for at flytte over til gommens. Der var altså ikke bare tale om et bryllup, men om en ung pige, hvis liv skulle til at ændre sig markant. Efter at have talt med bruden og hendes far, der begge gik med til at blive filmet, skyndte vi os at udvikle en produktionsplan og forberede forskellige interviewspørgsmål og scener.

(Artiklen fortsætter under billedet)

PATIVASH_009.jpg

Med udstyret i hånden vendte vi et par dage senere tilbage til brudens teltlejr. Men nu blev vi pludselig mødt af en rasende far, der bad os om at forsvinde. Han havde ganske enkelt fået kolde fødder – og måske ikke helt forstået, at man i produktionen af en dokumentarfilm som udgangspunkt bliver nødt til at tilbringe tid sammen med filmskaberne. Nu skulle vi holde os langt væk fra hans datter. Projekt ”Brud forlader familie” var afblæst – indtil videre.

Vi fik dog stadig lov til at komme til brylluppet og filme, og det var vores bedste chance for stadig at have en historie. Uden helt at vide hvad vi skulle bruge det til, lavede vi derfor en masse optagelser til brylluppet. Da dagen var omme, og vi så vores optagelser igennem, besluttede vi os for, at vi ikke ville gå væk fra bryllupshistorien. Vi planlagde derfor at skifte fokus; i de kommende dage ville vi nu gøre alt for at få gommens familie med og i stedet følge deres forberedelser på at byde et nyt familiemedlem velkommen. Projekt ”Brud forlader familie” havde fået nyt liv. 

Her opstod dog også den næste udfordring; at få kontakt til gommens familie. Nomaderne bor så langt oppe i bjergene, at der intet telefonsignal er, hvorfor det var en smule besværligt at lave aftaler med dem. Selv efter vi fik dem med på projektet, foregik alt på deres – meget løse – præmisser. Hvis vi spurgte dem: ”Må vi komme og filme i morgen?”, blev vi typisk mødt af svaret: ”Måske”. Samtidig var familien nogle utroligt søde mennesker, som vi meget gerne ville have med i vores film. Derfor væbnede vi os med tålmodighed og forsøgte én dag ad gangen at få flere og flere optagelser i hus.

I de to uger vi optog, var vi konstant i tvivl om, hvorvidt vi rent faktisk ville nå at få nok optagelser til en hel film. Da vi tog op i bjergene den allersidste dag, var det ligeledes med boblende nervøsitet; vi skulle have rigtig mange ting i kassen på den ene dag. Men da dagen var omme, havde vi på mirakuløs vis fået alle de optagelser, vi havde håbet på. Trætte og lettede kunne vi derfor vende snuden hjem mod Danmark for at kaste os over redigeringsarbejdet. Vores eventyr hos nomaderne var slut for nu.

 

 

Artiklen vil også være at finde i den kommende udgave af BGI-magasinet, som du kan abonnere på her

Flere nyheder

Vores linjer

Vi benytter cookies

For at give dig den bedste oplevelse på bgiakademiet.dk gør vi brug af cookies. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies. Læs mere

OK