To BGI-lærere udtaget til DGI Verdensholdet

Der er efterånden en del BGI-ansatte, der har været omkring DGI Verdensholdet. Nu kan vi føje yderligere to lærere til listen, idet Astrid Mørch Nørgaard og Oliver Toft Lienhøft er blandt de 28 gymnaster, der netop er blevet udtaget til den 13. udgave af DGI Verdensholdet. 

 

Astrid Mørch Nørgaard har været ansat som rytme-, danse- og huslærer siden sidste år, og har to gange tidligere været med i udtagelsesprocessen til Verdensholdet. Tredje gang var for hendes vedkommende lykkens gang. 

Astrid Nørgaard.jpg
“Jeg er selvfølgelig glad for, at det er lykkedes mig at blive udtaget. Nu glæder jeg mig bare helt vildt til at komme i gang med forberedelserne inden vi skal ud i verden. Jeg glæder mig især til, at showet er klart og vi laver indmarchen til det første show på TakeOff-turnéen i efteråret”

Astrid Mørch Nørgaard

For Astrid, som egentlig er uddannet fysioterapeut, kommer udtagelsen til at betyde, at hun det kommende år ikke kommer til at have undervisning på BGI akademiet. Til gengæld får vi hende at se, når holdet er på træningssamling på BGI akademiet, som fungerer som deres danske hjemmebane. 

 

“Det kan jo være, at jeg kommer tilbage som underviser i et eller andet omfang, når tiden på Verdensholdet er ovre. Det må tiden vise”, fortsætter hun. 

 

Oliver Toft Lienhøft har ligesom Astrid to gange tidligere forsøgt at komme med på det prestigefyldte hold. Efter sidste års udtagelsesproces, som blev afbrudt af pandemien, blev han ansat som gymnastik- og huslærer på BGI akademiet. Planen var egentlig, at Oliver efter sommerferien skulle begynde på læreruddannelsen i Aarhus samtidig med, at han skulle være ansat på timebasis hos os. Med den nye udtagelse i hus, er denne plan selvfølgelig udskudt. 

Oliver Lienhøft.jpg
“Jeg er overrasket og beæret over at være blevet udtaget, og jeg glæder mig bare helt vildt til at komme igang med træningerne. På selve turnéen glæder jeg mig nok mest til at komme til Borneo og Australien. Jeg håber også, at jeg kan fortsætte som timelærer på BGI akademiet, når Verdenholdet vender tilbage til Danmark i 2022”

Oliver Toft Lienhøft

På BGI akademiet ønsker vi Astrid og Oliver et stort tillykke med udtagelsen, og vi glæder os til at se jer i aktion på Verdensholdet. Vi glæder os også over, at vi nu kan føje de to til listen over BGI-ansatte, der har været med på holdet. Blandt de nuværende ansatte har Anders Aagaard, Jakob Bjerre, Mads Lang og Signe Schørring været blandt de udtagne gymnaster. 

Læs mere om udtagelsen, som i øvrigt også fandt sted hos os, og mød alle de nye verdensholdsgymnaster her. 

Flere nyheder

Linjer

Vi benytter cookies

OK